2 FEDE

KONCERTER 6 NAVNE

Dagsbillet

+ gebyr

225,-

Thomas Helmig ligger vejen forbi Skive på hans kommende Danmarksturne

Sommeren 2013 er Thomas Helmig igen klar til at drage på landevejen, i godt selskab med såvel sit stærke band som med et fornemt udvalg af de markante sange, der har gjort ham til et af det lille lands største og mest populære kunstnere.

THOMAS HELMIG – SOMMERTUR 2013

 

Sommeren 2013 er Thomas Helmig igen klar til at drage på landevejen, i godt selskab med såvel sit stærke band som med et fornemt udvalg af de markante sange, der har gjort ham til et af det lille lands største og mest populære kunstnere.

 

Det er første gang i et par år Thomas Helmig tager på sommertur med bandet – men han har bestemt ikke slappet af i mellemtiden. Til Århus Festuge 2012 gav Helmig nogle eksklusive (og totalt udsolgte) koncerter i overraskende duo-selskab med Steffen Brandt. Et samarbejde der fik fornemme anmeldelser, bl.a. i Gaffa der konkluderede: ”Brandt og Helmig skal være så hjertelig velkomne til at fortsætte samarbejdet, også når det er blevet hverdag igen.” I september 2011 startede Thomas Helmig sin første solo-tur nogensinde – og som BT skrev i deres 5-stjernede anmeldelse, gav han ved den lejlighed ”både sig selv og sangene al den luft, blod og autencitet, de fortjener.”

 

Men efter et par sæsoner med den akustiske guitar som foretrukne instrument, vender Thomas Helmig altså i sommeren 2013 tilbage under åben himmel, hvor hans store og trofaste publikum med garanti står klar, med både åbne arme og stor lyst til at synge med på favoritterne.  Og at Helmigs bagkatalog fortsat er særdeles populært, kunne ses da han i vinteren 2010 samlede højdepunkterne på det tre-dobbelte album Past Forward, der debuterede på førstepladsen af salgslisten og sikrede ophavsmanden endnu en omgang dobbelt-platin til samlingen.

 

Jo, Thomas Helmig er for længst blevet en institution i dansk musik og har haft en af de mest succesfulde og langvarige solokarrierer herhjemme, med et samlet pladesalg på langt over en million eksemplarer. Med sit seneste studiealbum Tommy Boy og singlehittet 100 dage (duet med popkometen Medina), satte Thomas Helmig i slutningen af 2009 en tyk streg under sin position som den ukronede danske popkonge. Singlen strøg til top på radioplaylister og downloadcharts – mens albummet gik direkte ind på førstepladsen af salgslisten. Og bare 14 dage efter udgivelsen af Tommy Boy, kunne Thomas Helmig modtage platinplader som det synlige bevis på at mere end 30.000 albums allerede var røget over disken. 

 

Det var bestemt en mere end lovende Thomas Helmig, der debuterede med albummet af samme navn dengang i 1984. Forud var gået en tid som sanger i bl.a. de århusianske funk-favoritter Elevatordrengene, hvor Helmig havde markeret sig som en soulfyldt, charmerende, udadvendt og åbenlyst talentfuld sanger. Var det første album en rimelig succes, tog karrieren for alvor fart, da Helmig på 2 ('86) samlede sine gamle venner omkring sig i bandet Brothers. I de følgende år var det et af landets mest populære live orkestre med en hale af begejstrede fans i kølvandet og stensikker fest overalt, hvor de kom frem. Brothers holdt til og med det tredje album Kære Maskine ('87) og det var i den grad solisten Thomas Helmig, der var i fokus på det såkaldte "skilsmissealbum" Vejen Væk ('88), der med sange som Nu hvor du har brændt mig af og Det er mig der står herude og banker på resulterede i en flerdobbelt platinsucces og - som vi ved det i dag - et par af alle tiders mest elskede danske popsange. I 1992 var det en genfødt Thomas Helmig, der sendte albummet Rhythm på gaden. Væk var de dansksprogede sange, soulmusikken var underspillet - til gengæld var Helmigs begejstring for Dylan til at høre. Soulinspirationen vendte dog tilbage på de næste udspil Say When ('93) og ikke mindst Stupid Man ('94), der igen placerede Thomas Helmig øverst på hitlisterne og blandt danskernes absolutte favoritter. Siden har Thomas Helmig hørt til superligaen i dansk musik. Hans albums sælger til platin hver gang, hans sange hører til de mest spillede på radiostationerne – og koncerterne hører til de overhovedet mest besøgte herhjemme.

 

I 2006 udkom albummet Helmig Herfra, hvor sangeren og sangskriveren var vendt tilbage til de dansksprogede sange, der nærmest gav ham legendestatus i 80'erne. Det var en beslutning både publikum og anmeldere tog imod med kyshånd og begejstring – og albummet har efterhånden solgt til mere end 4-dobbelt platin og er blevet en af Helmigs største succeser nogensinde.

 

Her næsten 30 år efter solodebut'en er Thomas Helmig stadig i storform ved koncerterne, hvor han på fineste vis formår at favne hele karrieren med en sætliste, der både tæller de bedste af de første og de største af de sidste i en helhed, der er 100 % Helmig og dermed en vigtig del af alle tiders danske soundtrack. Også i 2013!